Tilbageblik på 2020

Tilbageblik på 2020

Året 2020 blev et år, hvor der blev  længere mellem de positive oplevelser. Til gengæld kunne og måtte vi nyde glæden ved de oplevelser. Det har været et år med mange restriktioner, som hele tiden blev skærpet og efterfulgt af nye restriktioner.

For KGGO har det været et år, hvor næsten alt er blevet ændret eller aflyst.

Vores udflugter med netværket, som vi alle har glædet os rigtig meget til, blev aflyst og vi måtte aflyse vores netværksmøder i lange perioder. I stedet ringede vi til hinanden, for på den måde at holde kontakten  og løse hverdagens udfordringer på andre måder. 

Vores sociale ugentlige indkøbsture har vi også måttet erstatte af andre løsninger, hvor vores frivillige handlede ind for hver enkelt borger, indtil vi igen måtte køre sammen i bussen. Senest har vi så igen måttet aflyse bussen, for at gå tilbage til den alternative løsning hvor vores frivillige handlede ind for hver enkelt borger.

.

Det hele har dog også medført positive ting, som jeg mener, vi bør holde fast i.

Vi har fundet ud af, når vi holder sammen, tænker positivt og agerer fornuftigt,  kan vi rigtig mange ting.

Vores Dart afdeling har næsten ikke været berørt af restriktionerne.  Vi skal spritte hænder og gå med mundbind, indtil vi er i lokalet. Vi har dog aflyst alle stævner. Til gengæld har vi stiftet bekendtskab med online dartspil, som vi nok vil bruge lidt endnu. Her kan vi spille med andre dartspillere verden over.

Vores lottospil til fordel for Juleaften for alle i Gråsten og omegn, har vi også kunnet gennemføre. Der var ikke så mange deltagere med som sidste år, men resultatet var helt klart  glædeligt. 

Juleaften for alle i Gråsten og omegn er aflyst, grundet nye restriktioner og anbefalinger. Vi har, der hvor det var muligt, gjort vores bedste for at de kan holde Juleaften derhjemme.  

Jul med hjertet i Gråsten 2020 

Her har vi fundet et nyt alternativ til måden, de fleste husker.  KGGO´s frivillige står ved indgangen, ofte sammen med byens kendisser og med musikalsk underholdning, for at opfordre SuperBrugsens kunder til at købe lidt ekstra, som lægges i KGGO´s jule kane.

Det nye alternativ er, at der står en holder med flyers. Borgere, der ønskede at støtte Jul med Hjertet i Gråsten, tager en flyer med til kassen. Her kan man så støtte Jul med Hjertet i Gråsten med et kontantbeløb. Efterfølgende får KGGO et gavekort fra SuperBrugsen på det samlede donerede beløb.

Dette gavekort gav KGGO til Gråsten Adsbøl menighedsråd. Menighedsrådet har købt målrettet ind til de julehjælps poser, som er blevet overdraget til de økonomisk trængte i lokalområdet.

Nu har jeg kun tilbage at ønske jer alle en rigtig glædelig Jul og et godt nytår. Pas godt på jer selv og hinanden.

På Bestyrelsens vegne

Svend

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *