Måned: marts 2023
KGGOs Fællesspisning i Gråsten kom godt fra start
KGGOs Fællesspisning i Gråsten kom godt fra start
Svend Schütt fra KGGO fortæller, at han er vildt overvældet over den store tilslutning der har været til den første Fællesspisning i Ahlmannsparkens Café – der var 29 deltagere
”Snakken gik på kryds og tværs af bordene og jeg fik det indtryk, at folk hyggede sig. Nogle kendte hinanden på forhånd, mens en del ikke kendte hinanden, før de mødtes i går, torsdag”, siger Svend Schütt og tilføjer:
”En stor tak skal lyde til Morten Latter og Ulla B. Midtgaard Stolberg for den lækre mad og god servering i hyggelige omgivelser”.
Asta Flyvholm Kjær deltog også og hun gav en lille forsmag på, hvad hun har med til næste fællesspisning – torsdag den 6. april kl. 17 – hvor hun vil underholde med nogle af sine flere hundrede historier på sønderjysk, og der vil være lidt fællessang hvor hun spiller på flygel – og det med at hun spiller på flygel, er forklaringen på, at den næste fællesspisning skal foregår i BHJ-Salen.
Torsdag 4. maj kl. 17.00
Dagens middag og derefter kommer Æ Als Knejte, som er en knallertklub, der har eksisteret siden 2017. Klubben tæller 40 medlemmer og sammenholdet er helt fantastisk. I december 2022 udgav klubben deres klubsang, ÆAK 17, og den røg direkte ind på 1. pladsen på Dansktoplisten på P5. Her har den ligget højt lige siden. Der vil komme nogle medlemmer og fortælle om klubben. Derudover vil de synge deres klubsang.
Torsdag 1. juni kl. 17.00
Dagens middag og derefter fortæller Søren Gülck om sin passion for fotografi.
”Menuen vil altid være Dagens Ret i Ahlmannsparkens Cafeteria”, siger KGGO-formanden.
Ahlmannsparkens Cafeteria har sagt ja til at sælge billetter til Fællesspisning og åbningstiderne er mandag til torsdag fra klokken 11:00 til klokken 13:00 og igen fra klokken 16 til klokken 21. fredag til søndag er det fra klokken 11:00 til klokken 13:00”, siger Svend Schütt.