Jeg havde jo håbet på, at jeg snart ville være i stand til at fortælle jer, at vi nu er tilbage på banen igen, i normale tilstande, men men men.

Gentagende gange har jeg ville lave en opdatering til hjemmesiden, men er aldrig blevet færdig, så kom der nye ændringer.

Nu gør jeg et nyt forsøg.

De seneste nye retningslinjer fra regeringen har gjort, at vi ikke kan afholde vores lottospil til fordel for Juleaften for Alle i Gråsten og omegn, den 15/11, som planlagt. Det er nu flyttet til den 28/11 2020.

Vores Juleaften for Alle, den 24/12-2020, vil heller ikke komme til at foregå som planlagt. Vi må maksimalt være 10 personer i samme lokale. Jeg ved endnu ikke hvordan det kommer til at foregå. Måske bliver det delt op, så der kun er 6-7 borgere i hvert lokale, i det omfang, vi kan skaffe lokalerne hertil. Der skal jo være adgang til køkken og ikke mindst toiletfaciliteter. 

Sidste alternative løsning kan blive, at borgerne for julemaden og julegaverne leveret i eget hjem. Jeg ved godt, at det langtfra er optimalt, da det jo i højeste grad er det sociale samvær, der er efterspurgt lige denne særlige aften. Jeg vil gøre mit yderste for, at ALLE får en god juleaften, i det omfang det er mig muligt.  

Jul med hjertet i Gråsten:

Her har jeg måttet finde en alternativ løsning. De fleste kender Jul med Hjertet i Gråsten, ved at KGGO´s frivillige står ved indgangen, ofte sammen med byens kendisser og med musikalsk underholdning, for at opfordre SuperBrugsens kunder til at købe lidt ekstra, som lægges i KGGO´s jule kane.

Det nye er, at der nu står en holder med flyers. Når man ønsker at støtte Jul med Hjertet i Gråsten, tager man en flyer med til kassen. Her kan man så støtte Jul med Hjertet i Gråsten med et kontantbeløb. Efterfølgende får KGGO et gavekort fra SuperBrugsen på det samlede donerede beløb.

Dette gavekort giver KGGO til Gråsten Adsbøl menighedsråd. Menighedsrådet køber målrettet ind til de julehjælps poser, som doneres til de økonomisk trængte i lokalområdet.

Alle, som har behov, kan søge om julehjælp hos Gråsten Adsbøl Menighedsråd.

Indsamlingen foregår i hele november måned.

Du kan også støtte Jul med Hjertet i Gråsten, via MobilePay, på 61714607 skriv gerne ”Jul” i kommentar feltet. 

Ældre i Kørestol på indkøb:

Indtil videre fortsætter vi som planlagt. Ved en evt. gen nedlukning, er vi også her klar med en alternativ løsning. KGGO´s frivillige ringer til de borgere, der er tilmeldt indkøbsordningen. Der bliver købt efter indkøbslisten og  varerne afleveres hos borgeren.  Denne løsning kender vi fra foråret, hvor  hele Danmark blev lukket ned. Vi håber naturligvis ikke, at det sker igen.

KGGO´s netværksmøder:

Vi mødes hver anden torsdag, som vi plejer. Der deltager max 10 personer. Vi mødes ikke længere indendørs, men vi mødes på min overdækkede terrasse. Her kan vi være i læ for vind og regn, men skulle det gå hen og blive for koldt, må vi aflyse og jeg ringer til dem alle og får en snak. Dette kender vi fra sidst. 

Dart/ParaDart

Vores dart hold mødes hver onsdag til træning. Det fortsætter indtil videre. Der deltager max 10 personer. Alle stævner og turneringer er aflyst, så der er kun træning. Det ender nok med at vores spillere skal med til VM, med al den træning. 

Indtægtsgivende aktiviteter

Det ser ikke så godt ud, ALT er aflyst og det har det været siden januar. 

Vi har indgået en sponsoraftale med OK Benzin, så du kan støtte KGGO, hver gang du tanker. Og vigtigst af alt, det koster dig ikke ekstra at støtte KGGO – OK betaler hele beløbet. Du støtter KGGO med 5 øre/liter – uanset om du bestiller et OK Benzinkort eller betaler med dit Dankort i OK’s Tank & betal-app. Når du har tanket 500 liter, får KGGO en ekstra bonus på 200 kr. Bestil et OK Benzinkort på www.ok.dk/lokalsporten. Hvis du vælger at tanke med OK-appen, så finder du den i App Store eller Google Play. Har du allerede et OK Benzinkort? Så ring til OK på 70 10 20 33 og fortæl dem, at du gerne vil støtte KGGO nu. Og så sørger de for at ændre det.

 Ekstra støtte til din KGGO med OK Mobil og OK El. Har du et OK Benzinkort kan du fordoble støtten til din KGGO. Vælg en af OK’s Mobil-pakker, så støtter du KGGO med ekstra 5 øre pr. liter, du tanker. Du kan se alle OK’s mobilpakker på www.ok.dk/mobil Du kan også fordoble støtten, hvis du vælger at købe el fra OK. Så støtter du med 5 øre ekstra pr. liter, hver gang du tanker. Det er nemt og hurtigt at skifte elselskab. Bare ring til OK på 70 10 22 33, så sørger de for det hele. Vil du vide mere eller kan du ikke selv tilmelde dig, så ring blodt til Jan Kay Kundekonsulent Tlf.: 2014 2463, så ordner han det hele for dig.

Det er vigtigere end nogensinde at få tegnet mange benzinkort. OK har nemlig netop oplyst at de, grundet krisen, støtter med 30 % ekstra.

Tilbage har jeg nu kun at sige, at jeg håber,  du har forståelse for vores situation, vil tage positivt imod ovenstående ændringer, og  vil støtte, der hvor du kan.

Pas godt på dig selv og hinanden. 

Venlig hilsen

Svend.