så KGGOs parallel-cykel skifter ejer. Fordi vores parallel-cykel ikke længere bliver brugt af borgerne i byen, så har bestyrelsen besluttet at finde et nyt sted, hvor den kan gøre gavn. Det har vi nu fundet og det blev Bostedet Alleen. Når vi valgte, som vi gjorde, så er det fordi Bostedet Alleen ligger i Gråsten og de har faktisk en parallel-cykel i forvejen, men den er brugt så meget, at den er slidt ned og den kan ikke længere repareres. Derfor tog jeg kontakt til bostedet, spurgte om de var interesseret, hvilket de i den grad var. Overdragelsen finder sted i dag onsdag den 9. okt. kl. 15.30 på Bostedet Alleen. KGGO og Bostedet Alléen har aftalt, at hvis vi får henvendelser fra borgere, som gerne vil låne cyklen til en tur ud i det blå, så skal vi blot henvise til Bostedet Alleen og borgere kan så stadig kvit og frit låne cyklen. ”Der har længe været et ønske fra borgerne om at få en ny parallel-cykel på Botilbud Alleen, så de kan komme ud og cykle i nærområdet. Det var derfor med stor glæde og begejstring, vi modtog meddelelsen om, at KGGO vil give os en. En parallel-cykel vil give masser af livsglæde på botilbuddet og borgerne vil få mulighed for at deltage i hverdagslivet på en anden måde. Parallelcyklen passer ind i et aktivt, selvstændigt og meningsfuldt liv, som vi arbejder med til dagligt”, siger afdelingsleder Cristina Nørholt. ”Ved at Alleen får en parallel-cykel, kan der arbejdes på mere sundhed, mere motion, mere nærvær, mere sjov og flere oplevelser. Alle kender følelsen af, at tage en cykletur og mærke vinden eller regnen i ansigtet og måske suset i maven, når det går ned ad bakken eller man drejer lidt hurtigt. Den følelse har man også, selvom man har et handicap. Når man har en parallel-cykel, kan man cykle længere ture end man kan gå. Næsten alle – uanset hvilket handicap man har – har mulighed for at sidde ved siden af på en parallel-cykel . De, som kan hjælpe med at cykle, kan det og de som bare ønsker nærvær, hygge og at få en sanseoplevelse kan få det på en parallel-cykel. Så vi glæder os til at modtage cyklen”, siger socialpædagog Linda Holst. En af bevæggrundene for valget er naturligvis også at vise, at et samspil mellem frivillige foreninger og kommunale institutioner, er en selvfølge. Sønderborg Kommune støttede KGGO, da vi havde den holdning at ALLE, ikke kun gående, skal have mulighed for at komme på ugentlig indkøb, men i den grad også kørestolsbrugere og gangbesværede, ligesom Sønderborg kommune bakker op om de kurser KGGO årligt laver for el-scootere.