Til Fællesspisning ved KGGO var der den 2. marts 29 deltagere, den 6. april 38 og forleden, den 4. maj, var der 57 deltagere.
”Der var en livligt summen hen over bordene, rigtig mange fik snakket sammen, nogle for første gang og også nogen, der ikke havde set hinanden i lang tid. Jeg fortalte lidt om, hvem der står bag ’Fællesspisning for alle med lyst til fælleskaber’, der var sågar nogen der ikke vidste hvem KGGO var, før denne aften sluttede”, siger Svend Schütt .
Da alle var færdige med at spise, og det søde personalet i Ahlmannsparken havde ryddet at bordene, så var Thomas Steen klar med mikrofon og guitar. Han startede med at spille til vores egen fællessang, som Asta Flyvholm Kjær har skrevet for os. Den skrev hun efter KGGO-formanden havde sendt hende et par ord, som fortæller om KGGO. Der var også fællessang fra Højskolesangbogen.
Thomas Steen er medlem af Knallertklubben Æ Als Knejte, han er også sangskriver – til dagligt arbejder han som Pædagog i Ungdomsskolen. Han fortalte meget livligt om, hvordan knallertklubben Æ Als Knejte opstod og hvad de ellers har af aktiviteter.
“Aftenens højdepunkt var, da Thomas Steen sang Knallertklubben Æ Als Knejtes egen klubsang, som i lang tid toppede Dansktoppen, Æ AK ’17 – naturligvis iført klubvest, som det hører sig til. Inden han takkede af, så spillede han lidt flere af sangene fra Højskolesangbogen”, siger KGGO-formanden.
Den næste fællesspisning er torsdag den 1. juni og dagens gæst bliver Søren Gülck, som vil fortælle om sin passion for fotografi.