🎄

Vi havde fornøjelsen af at deltage i endnu en rigtig fin aften i de hyggelige rammer hos Bageriet Kock i Nybøl. Allerede da vi trådte ind, var aftenens formål tydeligt: at bage et overdådigt sortiment af

julesmåkager til den store guldmedalje!

🧑‍🍳 Bageglæde og Godt Humør

Stemningen i bageriet var fra start helt i top. Vi blev mødt af både bageren og den uundværlige “slagter”, som begge var i rigtig godt humør.

Deres smittende energi og gæstfrihed skabte hurtigt en varm og afslappet atmosfære.

Med de dygtige fagfolk ved roret gik vi i gang med produktionen. Der blev arbejdet fokuseret med at skabe et utal af lækre julesmåkager. Hver deltager fik lov at udfolde sig i alle faser af småkagekunsten: fra at trille dejen perfekt til at forme, skære og “sprøjte” de fine mønstre og figurer.

Der var travlhed, og pladerne blev fyldt til bristepunktet med dej, klar til ovnens varme. Derudover fik vi også tid til at trille velsmagende romkugler, som blot gjorde aftenens udbud endnu mere komplet.

🍕 Pizza og Fællesskab

Da vores hænder var dækket af mel og duften af rå småkager hang i luften, blev der skiftet fokus. Nu var det tid til bageriets anden store specialitet: aftensmaden. Bagerens egen hjemmelavede pizza blev sat i ovnen, og vi kunne træde væk fra bagebordet for at sætte os til et smukt veldækket bord.

Gæstfriheden var stor; man kunne vælge frit, hvad man ønskede at drikke til maden, og kort efter ankom de rygende varme pizzaer. De var super lækre og bød på et velfortjent pusterum. Mens vi spiste, hyggede og snakkede om aftenens succes, kørte ovnen i baggrunden, og alle de sidste småkager blev bagt færdige.

Efter den lækre middag var det tid til aftenens høst. Vi gik ned i pakkeriet for at pakke småkagerne, og til stor glæde kunne hver deltager tage hele 2 kg af de nyligt bagte lækkerier med sig hjem.

Vi vendte tilbage til bordet og hyggesnakkede videre i en god stund, indtil bageren og “slagteren” begyndte at rydde op. Det var det naturlige tegn til, at aftenen var ved at rinde ud. Vi betalte for arrangementet og tog mætte, glade og med julebag i tasken hjem efter en yderst vellykket aften med fokus på godt håndværk og fællesskab.

Aftenen hos Kocks Bageri var uden tvivl mindeværdig – en skøn kombination af praktisk bagværk, overlegen god mad og masser af ægte julehygge!

Vi fik også an aftale i hus til næste år.

Kender du nogen, eller er du selv en, der ellers ville sidde alene juleaften? Så kom med til en varm, hyggelig og festlig aften hos KGGO!

Vi inviterer til traditionel julemiddag, juletræ, gave og skønt fællesskab. Prisen er kun 50,- kr. (børn er gratis!), og det inkluderer både julemenu og julegave.

  • Hvad: Juleaften for alle
  • Hvornår: Tirsdag den 24. december kl. ca. 15.00
  • Hvor: Egernsund gamle skole / Kulturhuset Egernsund.
  • Transport: Oplys adresse ved tilmelding, hvis du ikke selv kan komme – så finder KGGO en løsning!

Tilmelding er nødvendig og skal ske senest den 22. december. Kontakt Svend fra KGGO direkte: 📞 Tlf: 61 71 46 07 📧 Mail: mail@kggo.nu

🙏 HJÆLP OS MED AT DELE JULEGLÆDEN! 🙏

Vores vigtigste ønske er, at budskabet når ud til ALLE – også dem, der ikke er på Facebook.

  1. Del dette opslag med dine venner og i dine lokale grupper.
  2. Ræk ud til naboen, den ældre i opgangen, eller en bekendt, du ved, kunne have glæde af fællesskabet. Fortæl dem om arrangementet og hjælp dem eventuelt med tilmeldingen.

Lad os sammen sikre, at julen bliver en aften med lys og varme for alle i Gråsten og omegn! ❤️

(KGGO står for Kørestolsbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn, men arrangementet er for alle, der har brug for fællesskab juleaften!)

Lørdag den 15. november 2025 summede Hallen i Ahlmannsparken af hygge, spænding og fællesskab, da KGGO afholdt årets JuleLotto – et velbesøgt arrangement, der samlede hele 150 deltagere til en festlig eftermiddag i Gråsten.

JuleLottoet er ikke kun en hyggelig tradition, men også en vigtig støtte til initiativet “Juleaften for alle i Gråsten og Omegn”. Et overskud fra dagen gør det muligt at tilbyde en varm, tryg og hjertefuld juleaften til mennesker, der ellers risikerer at sidde alene juleaften. Her sikres julemiddag, gaver, juletræ og frem for alt – fællesskab.

Hygge, spil og flotte præmier

Dørene åbnede kl. 12.30, og allerede da var der god stemning og mange glade gæster på plads. Kl. 14.00 lød startskuddet til dagens 1-2-3 Lotto, hvor der blev spillet 36 spil med præmier sponsoreret af lokale butikker, erhvervsdrivende og private bidragydere.

Derudover bød eftermiddagen på Pause-Banko, auktion og masser af spænding om de flotte gevinster.

I pausen sørgede HyggeLee Café for lækkerier til kaffen – herunder kager, æbleskiver og andet godt – til rimelige priser.

Hvorfor er vi flyttet fra Egernsundhallen til Gråsten Hallen?

For at fjerne enhver tvivl om årets lokale skift:

Da KGGO’s JuleLotto startede, havde vi endnu ikke den store erfaring med at afholde et lottospil. Vi fik dengang værdifuld hjælp fra Majbrit, som har stor erfaring på området, og for hende var det mest praktisk at benytte Egernsundhallen.

Siden da har KGGO opbygget markant mere erfaring, og vi har i dag en bestyrelse med endnu større viden og ressourcer til selv at stå for arrangementet. Derfor er JuleLottoet i år flyttet til Gråsten – hvor KGGO oprindeligt hører hjemme.

Det betyder, at årets JuleLotto nu er 100% vores eget arrangement – i vores egen by.

Vi glæder os utroligt meget over at kunne afholde JuleLotto i Gråsten Hallen og håber, at alle har nydt dagen sammen med os.

Stærkt lokalt engagement

Formand Svend Schütt kunne glædeligt fortælle, at hele 150 deltagere havde fundet vej til årets arrangement – en fantastisk opbakning, som både KGGO og lokalsamfundet kan være stolte af.

Der blev samtidig lavet både optagelser og fotos under arrangementet, så stemningen kan deles med endnu flere efterfølgende.

Den store lokale opbakning – fra både deltagere og sponsorer – er afgørende for, at KGGO kan fortsætte sit arbejde for at skabe fællesskab og nærvær omkring julen.

Tak for i år – og på gensyn

KGGO takker alle deltagere, frivillige og sponsorer for en dejlig og hjertevarm dag.

Med hygge, spænding og sammenhold blev JuleLotto endnu en gang et flot bevis på, hvad vi kan skabe i fællesskab.

Vi glæder os allerede til næste års JuleLotto!

🎄 KGGO’s “Juleaften for alle i Gråsten og omegn”

– for alle med glæde af fællesskaber

Julen handler om fællesskab – og hos KGGO tror vi på, at ingen skal sidde alene juleaften.
Derfor inviterer vi igen i år til “Juleaften for alle i Gråsten og omegn” – en hjertevarm juleaften fyldt med nærvær, god mad og fællesskab i trygge rammer.

❤️ En juleaften med varme og omsorg

Arrangementet finder sted den 24. december i Kulturhuset Egernsund – Gamle Skole, hvor vi samles omkring klassisk dansk julemad, risalamande, hyggelige samtaler og den gode stemning, som kun ægte fællesskab kan skabe.
Her er alle velkomne – uanset alder, baggrund eller situation.
Det vigtigste for os er, at ingen skal sidde alene juleaften.

🎁 Personlige julegaver til hver deltager

Hos KGGO gør vi os umage for, at alle føler sig set og værdsat.
Derfor køber vi målrettede julegaver til hver enkelt deltager, så gaven passer til personen bag navnet.
Midlerne til julegaverne kommer fra vores populære KGGO JuleLotto for alle i Gråsten og omegn, hvor hele overskuddet går direkte til julegaverne og arrangementet.
Når du støtter JuleLotto, er du med til at sprede glæde og skabe fællesskab – helt lokalt.

🙌 Sådan kan du støtte

Du kan være med til at gøre en forskel på flere måder:

  • Køb lodder i KGGO’s JuleLotto – overskuddet går ubeskåret til juleaften
  • Meld dig som frivillig til fx borddækning, servering eller kørsel
  • Donér en gevinst til JuleLotto
  • Del budskabet og hjælp os med at nå ud til dem, der kunne have glæde af at deltage

🕓 Tilmelding

Tilmeldingen åbner den 24. november 2025 og foregår direkte til:
📧 jul@kggo.nu
📞 SMS til 6171 4607 (Svend Schütt)

Der er plads til alle, og vi hjælper gerne med transport – oplys det blot ved tilmelding.


KGGO – for alle med glæde af fællesskaber
Sammen skaber vi en juleaften, hvor ingen skal sidde alene

Sundhed og fællesskab i fokus: Succesfuld aften med Peter Rune og Flæskesteg
Torsdag den 6. november 2025 var Ankers Restaurant i Gråsten fyldt med nysgerrige deltagere, da KGGO inviterede til den populære fællesspisning – denne gang med et særligt sundhedsfokus i selskab med Peter Rune.

Aftenen startede med socialt samvær over traditionel dansk mad: Flæskesteg med rødkål og brune kartofler. Snakken gik lystigt, og fællesskabet blomstrede i bedste KGGO-stil.

Akupunktur afmystificeret
Efter middagen trådte fysioterapeut og akupunktør Peter Rune, med 30 års erfaring, på scenen for at introducere gæsterne for Traditionel Kinesisk Medicin (TCM). Med en klar og engageret stil formåede Peter at gøre det komplekse emne tilgængeligt for alle.

Han belyste blandt andet:

Hvad TCM egentlig er.

Hvilke lidelser akupunktur kan behandle.

Hvordan synet på sundhed adskiller sig mellem TCM og vestlig medicin.

Peter Rune lagde vægt på at afmystificere akupunktur og forklare, hvad behandlingsformen kan – og hvad den ikke kan. Det skabte en spændende dialog og gav deltagerne nye perspektiver på deres eget helbred.

“Det var utrolig lærerigt at få sat ord på forskellene i tilgangene til sundhed. Og Peters måde at forklare det på gjorde, at det pludselig gav mening, selv for os, der aldrig har stiftet bekendtskab med akupunktur før,” lød det fra en tilfreds deltager.

En tak og en beklagelse
KGGO takker Peter Rune for hans inspirerende bidrag, som vi naturligvis har fulgt op med et takkekort for at anerkende hans store indsats.

Vi beklager samtidig den lille forsinkelse i starten af foredraget grundet tekniske udfordringer med projektoren, men glæder os over, at Peters indhold hurtigt fangede opmærksomheden.

Næste skridt i fællesskabet (Revideret afsnit)
KGGO takker alle deltagerne for at skabe en fantastisk aften, der kombinerede læring, godt selskab og god mad.

Glem ikke! Vi følger hurtigt op med endnu en hyggelig aften, når vi inviterer til den traditionelle julefællesspisning:

Torsdag den 4. december 2025 kl. 17.00

Ankers Restaurant

Menu: Grønlangkål med hamburgerryg, kålpølser, kogt flæsk, rødbeder og brune kartofler.

Tema: Syng julen ind med Georg og Steffi, der byder på en skøn blanding af julehits og dine yndlingsklassikere!

Det bliver en aften fyldt med nærvær, latter og julemagi. Skynd dig at sende en SMS til Næstformand Kirsten på 20 25 10 97 for at sikre dig en plads. Vi glæder os til at se jer!

Til aften mødtes 12 kvinder fra KGGO Kvindenetværk i mødelokale 1 i Ahlmannsparken i Gråsten for at lære at lave crepeblomster. De dygtige instruktører var søskendeparret Jette Lyk og Conny Lyk Lauridsen
Det var en yderst lærerig aften, hvor der blev kreeret roser, hygget, snakket og bare være sammen. Mange fandt ud af, at det er et stort arbejde at lave en rose, og at det tager tid. Men sikke flotte resultater der kunne vises frem.
Der er allerede aftalt, at vi gentager succesen i det nye år, da denne aften gav blod på tanden hos flere.
Jette og Conny fik hver en sød nisse og kager og et stort taknemmelig tak, fordi de havde tålmodighed til at lære os kunsten.
Vi mødes igen i kvindenetværket den 24. november, hvor vi laver juledekorationer.
Den 1. december laver vi pakkeleg som afslutning på året.
Hver anden onsdag arrangeres en kortere gåtur i området, hvor kørestolsbrugere også kan være med.
Det gode ved kvindenetværk er, at vi selv bestemmer, hvad vi vil lave når vi mødes den første mandag i måneden som minimum.
Alle kvinder med- eller uden handicap er velkommen. Her er plads til alle.

I aftes, onsdag den 29/10 var 18 personer, primært fra KGGO – kvindenetværk, til foredrag med Carolyne Kadoo Rasmussen i en bugnende fuld Rinkenæs Korskirke.

Carolyne, der er mor til Melvin fra tv-hittet Helt Sort, fortalte om hendes liv i Uganda og senere Danmark. Et yderst spændende foredrag.

Kvindenetværket mødes næste gang mandag den 3. november i Ahlmannsparken, hvor Jette Lyk kommer og lærer os at lave crepe-blomster.

Hvis du har lyst til være med i et kvindenetværk, er du velkommen til at møde op i mødelokale 1 kl 18.30 på mandag.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Helle Schnuchel via sms på 29724022.

Torsdag den 9. oktober 2025 samlede KGGO endnu engang medlemmer og gæster til fællesspisning – denne gang med en helt særlig gæst: Jacob Raarup Hvid Hansen.
Efter en lækker middag med sprængt kalvebryst, peberrodssovs og kartofler blev stemningen dæmpet, og alle i salen vendte sig mod Jacob, som tog ordet og delte sin livshistorie – ærligt, intenst og med en styrke, der rørte os alle.

Fra første sætning stod det klart, at dette ikke blot var et foredrag – det var en livsfortælling. Jacob tog os med tilbage til sin skoletid, hvor han fortalte åbent om de mange år med mobning. Han beskrev, hvordan det satte spor – både på kroppen og i sindet – og hvordan følelsen af at være udenfor fulgte ham langt op i ungdomsårene. Der blev stille i salen, mens han fortalte, for vi kunne mærke den smerte og sårbarhed, han turde vise os.

Særligt bevægende var Jacobs beretning om eksplosionen på fyrværkerifabrikken i Seest i 2004, hvor han dengang boede med sin familie. Med ord, der både var præcise og følelsesladede, beskrev han den dag, hvor alt ændrede sig. Lyden, kaosset, frygten – og de efterfølgende år, hvor oplevelsen satte sig som et traume, men også som en drivkraft til at forstå livet på en ny måde.

Herefter tog han os med videre til sin tid på efterskolen, hvor endnu en voldsom oplevelse ramte – den morgen, hvor en af hans kammerater ikke vågnede op igen. Det var et øjeblik, som havde præget ham dybt, men som også senere blev et vendepunkt i hans måde at se livet på.

Jacob fortalte også om sin deltagelse i TV2-programmet “Det fede fællesskab”, hvor han sammen med andre kæmpede for at finde glæden i bevægelse og fællesskab. Han fortalte med et smil om de stærke relationer, der opstod under optagelserne – relationer, han stadig holder fast i den dag i dag.

En stor del af foredraget handlede om hans forvandling – både fysisk og mentalt. Fra at være så overvægtig, at han måtte opgive sin store drøm om at være brandmand, til at tage en livsændrende beslutning: at gennemgå en Gastric Sleeve-operation. Han fortalte ærligt om frygten før indgrebet, kampen efter, og den styrke og livsglæde, der fulgte, da han begyndte at genfinde sig selv – ikke kun i kroppen, men i sindet.

Det var en fortælling om at rejse sig, når livet vælter én.
Om at turde tage kampen, selv når man har mistet troen på, at det nytter.
Og om at vælge livet – hver eneste dag.

Da Jacob rundede af, var der ingen, der sad uberørt. Mange nikkede genkendende – og alle gav ham et stort bifald.

Efter foredraget overrakte KGGO en gavekurv som tak for hans åbenhed og mod. En hilsen, der også rummede en lille gestus til hans hustru Camilla, som Jacob nævnte med varme flere gange i løbet af aftenen.

Det blev en aften, der mindede os om, hvorfor vi mødes i fællesskab:
For at lytte, dele og finde håb – sammen.

Den dag i dag er Jacob medlem at ikke mindre en 3 værn, hvilket han er meget glad og stolt af.

Den første mandag i oktober mødte ni skønne kvinder op til en aften fyldt med grin, brætspil og gode samtaler i vores nye kvindenetværk. Stemningen var helt i top, og det var tydeligt, at der var lyst til at lære hinanden bedre at kende.
Selvom nogle måtte melde afbud på grund af sygdom, blev det en varm og afslappet aften – og vi er ikke i tvivl om, at det her kun er begyndelsen på mange hyggelige stunder sammen.

Allerede onsdag den 29. oktober mødes vi igen – denne gang til et spændende foredrag med Carolyne Kaddu Rasmussen i Rinkenæs. Hun vil dele ud af sine erfaringer og inspirere os med sin historie – det må du ikke gå glip af!

Og mandag den 3. november er der endnu et netværksmøde på programmet. Emnet afslører vi lidt senere, men du kan godt begynde at glæde dig – det bliver både lærerigt og hyggeligt.

Vi håber, du har lyst til at være med, og vi glæder os til at se både nye og kendte ansigter!

Lørdag den 4. oktober 2025 samlede KGGO frivillige og medlemmer til en uformel, hyggelig og velsmagende aften på Restaurant The Grill i Sønderborg. Arrangementet blev muliggjort takket være et flot sponsorat fra Østifterne, og sikke en aften det blev! 🙌

Da vi ankom, stod restaurantens smilende personale klar med to lange borde – dækket op til hygge, grin og gode samtaler. Allerede fra første minut summede lokalet af glæde og forventning. Drikkevarerne kom hurtigt på bordet, snakken gik lystigt – og så kom spørgsmålet: “Hvad venter vi egentlig på?” 😄 Nå ja – buffeten!

Og sikke en buffet! Alt hvad hjertet (og maven!) kunne begære. Der blev spist godt, men snakken gik endnu bedre på kryds og tværs af bordene. Mange fik nye bekendtskaber, og flere blev klogere på, hvad KGGO egentlig tilbyder – ud over det, de selv er involveret i.

Selv restaurantens øvrige gæster og personale bemærkede vores flotte forenings-T-shirts og spurgte nysgerrigt ind til, hvad KGGO står for. Flere havde endda hørt om os fra medierne – især på de sociale medier. Det varmer at mærke, at vores arbejde bliver bemærket og værdsat 💛

Formand Svend udtrykte det så fint:

“Vi er utrolig glade for sponsoratet fra Østifterne. Uden det havde vi ikke haft mulighed for at vise vores frivillige og medlemmer, hvor meget vi værdsætter deres indsats og engagement. ALLE kan vi noget – sammen kan vi alt!”

En særlig tak til Østifterne for at støtte fællesskaber som vores – og hermed en stor opfordring til andre foreninger:
👉 Søg støtte hos Østifterne – det kan virkelig gøre en forskel!

Tak for en fantastisk aften fyldt med grin, god mad, fællesskab og fornyet energi. Vi glæder os allerede til næste gang!


KGGO’s Bestyrelse

KGGO til Frivillighedsfesten 2025 sammen med 94 andre foreninger – Vi tog Hjem som et Større og Stærkere Fællesskab!
Fredag den 26/9 var vi i KGGO på plads med hele 22 feststemte medlemmer, da kommunen igen inviterede til den årlige Frivillighedsfest. Festlighederne startede kl. 13.00 og sluttede kl. 19.00 – en hel eftermiddag og aften fyldt med grin, musik, ægte fællesskab og en god portion rørende øjeblikke
Allerede fra start blev stemningen skruet op på 9, da Pernille Schrøder indtog scenen. Hun leverede både sang og revymonologer.

Vi trak naturligvis på smilebåndet, men den helt store overraskelse kom, da dagens hemmelige gæst serverede en spot-on parodi på Benny med de gule sokker fra Olsenbanden! Hele salen eksploderede i latter og klapsalver – præcisionen var simpelthen imponerende.

Som traditionen byder, startede Dagen med en lækker Bondepige med slør, som satte prikken over i’et på den festlige stemning. Inden Abba-Girls gik på scenen, nød vi en superlækker Buffet mindst lige så lækker som sidste år – som gav os energi til resten af aftenen.


Musikalsk brag med Abba-Girls
Aftenen kulminerede i et sandt musikalsk brag, da Abba-Girls tog os alle med tilbage til de gyldne 70’ere. Der blev sunget lystigt med og vippet intenst med fødderne til de største ABBA-hits, og diskofeberen fik frit løb i hele salen, også på dansegulvet.
Alle gæster gav en kæmpe hånd til Lone Juhl Petersen og Johnny Gammelgaard Alfsen, som endnu engang havde lagt et kolossalt stykke arbejde i at få hele festen til at køre som smurt. Bravo!


Ildsjælene blev hyldet
Et af festens absolutte højdepunkter var den rørende uddeling af Frivillighedsprisen. Hele to formidable ildsjæle blev fortjent hyldet:
Eva Jacobsen, som med sin varme og omsorg har skabt uvurderligt fællesskab og livsglæde i Faldskærmen.
Hanne Rasmussen, som i 20 år har været en uundværlig og energisk drivkraft på Tangshave Plejecenter.
Vi i KGGO følte os både dybt inspirerede og stolte over at være en del af et lokalt fællesskab, hvor så mange mennesker står op og gør en forskel – hver eneste dag. Det er altså stort!
Vi tog hjem med smil på læben – og tre nye medlemmer
Stor tak til arrangørerne for en skøn aften! Vi var 22 medlemmer, der drog afsted, men da vi sent på dagen tog hjem med smil på læben og varme i hjertet, var vi pludselig 25 medlemmer! Ja, den er god nok – de tre ekstra var nemlig tre nye medlemmer, der havde meldt sig ind i løbet af dagen. Velkommen til!
Alt i alt tog vi hjem som et større og stærkere fællesskab – fyldt med gode minder og glæden over at være en del af noget helt særligt.
Vi er nu næsten 70 medlemmer i KGGO.

Torsdag den 9. oktober 2025 inviterer KGGO til en helt særlig fællesspisning på Ankers Restaurant i Fiskenæs. Det bliver en aften, hvor vi samles om god mad, hyggeligt samvær og et inspirerende foredrag, der kan sætte spor længe efter.

Vi får nemlig besøg af Jacob Raarup Hvid Hansen, der med sit foredrag tager os med på en rejse gennem et liv fyldt med både store udfordringer og stærke sejre. Jacob er født og opvokset i Kolding og har oplevet mere end de fleste: udfordringer i skolen, mobning, eksplosionen på fyrværkerifabrikken i Seest, arbejdet som brandmand – og ikke mindst deltagelsen i TV 2’s program “Det fede fællesskab”.

Han fortæller åbent og ærligt om sin kamp med overvægt, sin gastriske sleeve-operation og den vej, der har ført ham frem til et liv med ny balance, glæde og kærlighed. Jacobs historie er både sårbar og håbefuld – og den minder os om, at vi alle kan overvinde selv de sværeste udfordringer, hvis vi møder dem med mod, vilje og et åbent hjerte.

Hans vigtigste budskab er klart:

“Det kan jeg også.”

Vi lover en aften, hvor du både bliver mæt af god mad og mæt af inspiration. For Jacobs historie er ikke kun hans – den taler til os alle og viser, at forandring er mulig, og at livets udfordringer kan vendes til styrke.

Tid og sted

Torsdag den 9. oktober 2025 kl. 17.00, dørene åbner kl. 16.30

Ankers Restaurant, Fiskenæs

Tilmelding

Senest den 2. oktober via SMS til næstformand Kirsten på 20 25 10 97

Billetter betales kontant ved indgangen.

Kom og vær med til en aften, hvor fællesskab, varme og nærvær går hånd i hånd med en livshistorie, der kan inspirere, røre og måske ændre dit perspektiv.

I dag var fem af vores fantastiske dartspillere fra KGGO i trænerrollen, og de havde en dag, der virkelig ramte plet til Med på Holdets Idrætsdag. Det var en fornøjelse at se, hvor mange der valgte at kaste sig over dart og paradart. Med masser af tålmodighed og et glimt i øjet hjalp de alle med at finde den rigtige teknik.

Stor tak til vores dedikerede team bestående af Morten, Marianne, Bjarke, Karina og Svend for at gøre dagen til en mindeværdig oplevelse for alle deltagere. Jeres engagement og gode humør var uundværligt!

Det var en dag fuld af smil, nye færdigheder og en masse sjove øjeblikke. Tak for en fantastisk dag!

Torsdag den 18. september deltog KGGO i Inspirationsmessen for førtidspensionister i Nordals Idrætscenter – og sikke en dag det blev!

Både næstformand @Kirsten Nissen og formand Svend Schütt fik mange gode snakke – med både borgere i kørestol og borgere uden. Vi oplevede, at vi ofte måtte lokke folk lidt tættere på standen, men når de først opdagede, at vi “ikke var farlige”, blev det tydeligt, at KGGO er for alle – ikke kun for kørestolsbrugere

Der var mange foreninger repræsenteret, og selvom vi var den eneste forening fra Gråsten, var det dejligt at se, at flere af gæsterne faktisk kom netop derfra.

Arrangementet blev åbnet af Jan Prokopek, som i sin tale fortalte om traditionen med at flytte messen rundt i kommunen: sidste år Sønderborg, i år Nordborg – og forhåbentlig en ny by næste år. Han nævnte også, at han ikke selv stiller op til byrådet igen, og derfor ikke vil være med til at træffe beslutningen om fremtidige placeringer. Flere udstillere pegede dog på, at Gråsten kunne være et oplagt bud for Inspirationsmessen 2026

Alt i alt en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik vist flaget, mødt nye mennesker og mindet om, at fællesskab og muligheder er for alle – uanset baggrund og behov.

Tak til alle jer, der kiggede forbi vores stand – vi glæder os til at se jer igen. Vi fik også en fin snak med to musikere, som vi ska ha snakket mere med, i forhold til vores fællesspisninger i 2026.

🎯 180’er, æblegrillpølser og stærke præstationer – sådan blev KGGO’s turneringsdag

Lørdag d. 6. september 2025 blev endnu en skøn dag i dartens tegn, da KGGO afholdt sin Paredart Klubturnering. Stemningen var høj, kampene tætte og sammenholdet stærkt – præcis som det skal være, når vi mødes omkring sporten, vi holder så meget af.

En særlig og hjertelig tak skal lyde til Allan Greve, Lærke og Søs Schmuck, som med stort engagement ofrede deres dag for at være tavlefører. Uden jer ville turneringen ganske enkelt ikke kunne afvikles så flot og gnidningsfrit.

Også en varm tak til Palle Petersen, der styrede slagets gang som turneringsleder med ro, overblik og godt humør – du er en uundværlig drivkraft i vores fællesskab.

Og sidst men ikke mindst en kæmpe tak til Helle, der stod for dagens kulinariske højdepunkt: en lækker æblegrillpølse til middag, som satte prikken over i’et på en fantastisk dag.

Tak til alle spillere, frivillige og støtter – sammen skaber vi det fællesskab, der gør KGGO Paradart til noget helt særligt.

En historisk præstation

Det er en sjældenhed, en triumf, der forvandler et almindeligt kast til et uforglemmeligt øjeblik. Da Claus Hansen opnåede dette, cementerede han sin plads i en eksklusiv klub af spillere, der har oplevet den sande magi ved dart. Hans succes er et levende bevis på, hvad dedikation og talent kan føre til. Tillykke til Claus med denne enestående præstation! 🎯

Vindere af KGGO Paredart Klubturnering – 6. september 2025

Pulje A

Marcus Schnuchel

Claus Hansen (med dagens højeste score på 180!)

Marianne Schmuck

Pulje B

Rune Bertelsen

Bjarke Sørensen

Kaj Jakobsen

Pulje C

Karina Schrøder

Pierre Petersen

Daniel Torp

Se mange flere billeder her.

Torsdag den 4. september blev endnu en af de hyggelige fællesspisningsaftener afholdt i dejlige rammer på Ankers Restaurant i Gråsten. Hele 84 gæster havde fundet vej, og det blev en aften præget af glæde, grin og fællesskab.

Stemningen var fantastisk fra første øjeblik – snakken gik livligt rundt ved bordene, hvor både gamle og nye ansigter fandt sammen over god mad og fælles oplevelser. Det var tydeligt, at alle nød samværet, og lokalet summede af varme og godt humør.

Køkkenet hos Ankers leverede som altid en dejlig middag, og denne gang stod menuen på Kong Fiddes livret – en ret, der virkelig faldt i gæsternes smag. Flere roste den dejlige mad og unikke servering, og det blev hurtigt et af samtaleemnerne ved bordene, hvor man nikkede anerkendende til hinanden over hvor godt det smagte.

Musikken blev leveret af det populære band Southern Comforts, som med stor energi og spilleglæde tryllebandt publikum. Der blev budt på autentisk, amerikansk roots-musik, og både de kendte klassikere og de mere sjældne perler bragte smil frem på læberne og fik fødderne til at vippe i takt under bordene. Musikken skabte en stemningsfuld ramme, hvor publikum blev revet med og flere sang med fra deres pladser.

En særlig tak skal lyde til Østifterne, der generøst sponsorerede musikken denne aften. Deres støtte er med til at gøre sådanne arrangementer mulige og bidrager til, at vi alle kan nyde både samvær og levende musik på højeste niveau.

Alt i alt blev det en aften, hvor fællesskab og nærvær var i centrum. Mange gik hjem med smil på læben, gode minder i bagagen og en glæde over at være en del af et fællesskab, der samler mennesker på tværs af alder og baggrund.

Vi glæder os allerede til næste gang – for sådanne aftener viser med al tydelighed, at fællesspisning ikke blot handler om at dele et måltid, men også om at dele livsglæde.

En dag fyldt med smil og godt selskab i Tierpark Gettorf!

Tusind tak for en helt igennem magisk dag! En del af donationen fra Odd Fellow Ordenen, Broderloge nr. 100 Dybbøl Banke, har allerede skabt et utroligt minde for vores KGGO-netværk: En uforglemmelig tur til Tierpark Gettorf.

Vi var utroligt heldige med vejret, og kort efter ankomsten fik vi fyldt maven med en dejlig frokost, som lagde den perfekte bund for resten af dagen. Herefter var det en ren fornøjelse at gå rundt sammen og møde de mange forskellige dyr. Surikaterne, kænguruerne – de bidrog alle sammen til den vidunderlige stemning, som sluttede med hyggelig snak, kaffe og is. Det er præcis de øjeblikke, der viser, hvor stærkt og varmt et netværk vi har.

Et kæmpe klap på skulderen til Erling Grau og Svend Rasmussen. Jeres indsats med at planlægge denne dag, sammen med Tierpark Gettorf og Broderloge nr. 100 Dybbøl Banke, betød, at vi alle kunne tage hjem med et smil på læben og gode minder i hjertet.

På vegne af bestyrelsen,
Svend S.

Torsdag den 7. august var en særlig aften, da 38 gæster samledes til en hjertevarm fællesspisning arrangeret af KGGO. Vi var glade for at se både velkendte ansigter og nye gæster fra Sønderborg og omegn, som valgte at dele aftenen med os.

Arrangementet blev afholdt på Ankers Restaurant, hvor den velkendte gode service og de venlige og hyggelige omgivelser dannede den perfekte ramme for aftenen. Vi nød en lækker menu bestående af svinekoteletter med ærter og brasede kartofler, men aftenens højdepunkt var uden tvivl Jytte Sahl.

Jytte holdt et meget hjertevarmt indlæg, hvor hun gav et personligt og oplysende indblik i sit arbejde som bedemand og de produkter, hun bruger til at skabe smukke og personlige afskeder. Hendes oplæg blev mødt med stor interesse, og hun besvarede rigtig mange spørgsmål fra de fremmødte.

Stemningen var præget af fællesskab og glæde, og det var en fornøjelse at opleve, hvordan Jytte formåede at skabe en både informativ og rar aften i alles selskab.

Vi glæder os allerede til næste gang, som er torsdag den 4. september. Her står menuen på Kong Fiddes livret, og aftenens gæster er Southern Comforts. Der er stadig få billetter tilbage, og du kan finde mere information på KGGO’s Facebookside. Vi ser frem til endnu en hyggelig aften med god mad og godt selskab!

🎙️
Fællesskab, vilje og varme i centrum ved KGGO’s KørestolRingridning 2025
Gråsten, lørdag den 2. august 2025

Solen skinnede over Gråsten, da KGGO endnu engang bød velkommen til den årlige KørestolRingridning – et festligt og folkeligt højdepunkt, som samler både deltagere og tilskuere i fællesskabets tegn.

Dagen begyndte som traditionen byder: Med optog fra brandstationens parkeringsplads – ført an af de altid engagerede Natteravne og det sprudlende Broager Brandværnsorkester. I år havde orkestret endda en sækkepibespiller med, som rørte mange blandt publikum. Langs ruten delte vi slik ud – karameller og vingummier fløj over gaderne til stor glæde for både børn og voksne. En lille ting, som er blevet en stor tradition.

En tale med både hjerte og historie
Vel fremme i Borggade, hvor ringridningen fandt sted, blev der varmet op – både fysisk og mentalt – før Jes Schütt (JesKørelærer.dk) officielt åbnede dagen med en stærk og personlig tale. Her blev det tydeligt, at KørestolRingridning er meget mere end bare konkurrence:

“I dag handler det ikke om at vinde – det handler om at være med. Om at dele glæde, presse egne grænser og stå sammen. KørestolRingridning kombinerer præcision, strategi – og en god portion godt humør.”

Jes trak også tråde tilbage i tiden. Idéen til arrangementet opstod hos Svend Schütt i 2012, da han selv sad alene og savnede fællesskab. Det blev startskuddet til den første ringridning i 2013 – og kort efter stiftelsen af KGGO: Kørestolbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn. En forening, der i dag er et stærkt netværk med ugentlige møder og masser af aktiviteter.

Traditioner og nye tiltag
Ringridningen er blevet en fast del af Torvedagene i Gråsten og rummer alt det, der gør en festdag særlig. Hvert år bygges der lidt mere på – senest i 2023, hvor ringene blev udformet som små Gråsten æbler. Der er blevet tilføjet boder, børneaktiviteter, tombola og ikke mindst KGGO’s populære æblegrillpølser.

Spænding til sidste runde
Selve konkurrencen blev intens – med ti runder og sågar en omridning for at afgøre podiepladserne. Årets vindere blev:

  • 👑 Konge: Solvejg Schøndorff
  • 👑 Prins: Kaj Larsen
  • 👑 Kronprins: Jørgen Fogt

Et stort og velfortjent tillykke til jer alle tre!

Stemning og sammenhold
Der var et konstant flow af besøgende hele dagen – stemningen summede, og boderne havde travlt. Det er tydeligt, at mange ser frem til denne dag og har den markeret i kalenderen længe i forvejen.

Af hjertet tak
På vegne af hele KGGO vil vi gerne sende en varm og hjertelig tak til:

  • Alle frivillige – I er uundværlige og gør det muligt at gennemføre arrangementet år efter år.
  • Sponsorer og samarbejdspartnere – Tak for jeres uvurderlige støtte og opbakning.
  • Publikum, deltagere Yvonne fra Natteravnene og musikere – I var med til at gøre dagen levende, glad og mindeværdig.

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi igen samles om det, vi gør bedst: At skabe rum for fællesskab, glæde og ligeværd – med et glimt i øjet og flag i hånden.

På gensyn til KGGO’s KørestolRingridning 2026 – og TAK for i år!

Med venlig hilsen
KGGO – Kørestolbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn

Stikord fra JesKørelærer.dk Åbningstale.

Jes Kørelærer.dk´ åbningstale til KGGO´s KørestolRingridning 2025

– Det er en stor ære at byde jer alle velkommen til KGGO’s KørestolRingridning 2025!

– Jeg hedder Jes Schütt.

– Jeg er utrolig glad for at se så mange kendte ansigter,……., også nogle nye.

– Jeres tilstedeværelse vidner om det fantastiske fællesskab, der omgiver dette arrangement.

– I dag handler det ikke kun om konkurrence. Det handler om glæde, om at udfordre sig selv, og om at vise, at vi at intet kan sport, når vi har viljen. KørestolRingridning er en social begivenhed, der kombinerer præcision, strategi og en god portion godt humør.

– Historien bag KGGO’s KørestolRingridning

For at forstå den særlige stemning, vi oplever i dag, skal vi kort se tilbage på historien. KGGO’s KørestolRingridning er en årlig begivenhed her i Gråsten, og vokset ud af et dybtfølt ønske om at bringe sjov og fællesskab og sjov for kørestolsbrugere og gangbesværede.

– Idéen startede i 2012 hos Svend Schütt, som er formand og stifter af KGGO (Kørestolbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn). Svend sad alene hjemme og oplevede de udfordringer, livet i kørestol kan medføre. Det var i den situation, at gnisten tændtes: Hvorfor ikke arrangere en KørestolRingridning her i Gråsten? En dag fyldt med sjov, fællesskab og en mulighed for at møde andre i samme situation.

– Den første ringridning i 2013 blev en stor succes, men Svend ønskede at skabe noget mere varigt. Han inviterede til en “kaffemik”, hvor flere andre dukkede op. Dette møde blev fødslen af KGGO, en forening der siden har vokset sig stor og stærk. KGGO mødes nu hver onsdag for at hygge, udveksle erfaringer og planlægge aktiviteter. Deres mål er at skabe et inkluderende fællesskab, hvor alle føler sig velkomne og trygge, uanset hvor man hjælper hinanden med alt fra kommunale systemer til sjove aktiviteter.

– KørestolRingridningen er siden blevet en fast tradition, der hvert år afholdes den første lørdag i august i forbindelse med Torvedagene i Gråsten. Fra starten har planen været at tilføje

noget nyt hvert år, så KørestolRingridningen mere og mere ligner en almindelig ringriderfest. Dagen starter altid med et festligt optog gennem byen, ofte ledsaget af musik. Selve ringridningen foregår i galger, og i 2023, i anledning af vores 10-års jubilæum, blev ringene endda designet til at ligne Gråstenæblet – en skøn lokal hyldest. Arrangementet er desuden blevet udvidet med forskellige “udenoms-aktiviteter” som salg af KGGO’s æblegrillpølser, tombola og aktiviteter for børn.

– Kort sagt er KGGO’s KørestolRingridning et hjertevarmt initiativ, der er vokset fra en enkelt mands idé til en fast og elsket tradition her i Gråsten, der hvert år fejrer fællesskab og inklusion.

– Til alle deltagere: Husk at have det sjovt! Giv den gas, men husk også at hygge jer og nyd den gode stemning. Vi er her for at fejre hinanden og for at vise, hvad vi er i stand til.

– Jeg vil også gerne rette en stor tak til alle de frivillige, der har knoklet for at gøre denne dag mulig. Uden jeres engagement og hårde arbejde ville dette arrangement simpelthen ikke kunne lade sig gøre. En særlig tak til sponsorer og partnere, for deres kæmpe støtte.

– Lad os sammen gøre denne dag til en uforglemmelig oplevelse.
Jeg glæder mig til at se jer alle i aktion!

– Hermed erklærer jeg KGGO’s KørestolRingridning 2025 for åbnet!

Hjemmeside- https://jeskoerelaerer.dk

Facebookside- https://www.facebook.com/profile.php?id=100058297074060

Foto: Ole Kæhler fra Sønderborg Nært og Nyt

Sikke en fantastisk aften vi havde i torsdags, den 3. juli, da vi igen mødtes til fællesspisning hos Anker’s i Marina Fiskenæs! Det var en sand fornøjelse at byde hele 64 deltagere velkommen, og det varmede mit hjerte at se så mange nye ansigter iblandt os. Som jeg sagde i min velkomst, handler fællesspisning netop om fællesskab, og det er så dejligt, når nye mennesker får mulighed for at lære hinanden at kende.

Ole Kæhler fra Sønderborg Nært og Nyt var med os og tog nogle skønne billeder, som vi glæder os til at dele. Aftenens menu med glaseret skinke, flødekartofler, grøntsager og hjemmelavet agurkesalat faldt i god jord, og jeg håber, I alle nød måltidet.

Men aftenen bød på mere end bare god mad og hyggeligt selskab. Vi havde en helt særlig overraskelse på programmet! Karsten B. Dressø fra Østifterne i Region Syd besøgte os, og han havde intet mindre end en utrolig flot donation med til KGGO. Karsten fortalte, at Østifterne støtter omtanke og frivillige, og at de gerne vil støtte foreninger som vores, der arbejder for og med fællesskaber. At modtage 20.000 kroner fra Østifterne er en sand gave, og jeg takkede mange gange for den flotte bevilling. Denne donation er afgørende for os, da den gør, at vi kan fortsætte med at tilbyde fællesspisningerne til en så lav pris – en pris, der end ikke dækker de fulde udgifter til maden.

Karsten opfordrede desuden andre frivillige foreninger til at sende ansøgninger til Østifterne, da de på landsplan uddeler 100 millioner kroner hvert år til frivillige initiativer. En fantastisk mulighed for mange!

En Hjertevarm Aften med Vagn Anders Hansen

Efter middagen var det tid til underholdning, og her trådte vores egen, dybt elskede og trofaste Vagn Anders Hansen i karakter. Med sin altid smittende energi og sit varme væsen spillede han op med sine underholdende sange, og som altid formåede han at skabe en helt særlig stemning i rummet. Det er tydeligt, hvorfor Vagn Anders er så utrolig vellidt blandt os – hans optræden er altid et af højdepunkterne, der binder os sammen og får os til at smile. En af vores faste deltagere havde endda skrevet en fællessang til KGGO, som vi sang sammen – en sang, som måske ikke alle kendte, men som helt sikkert bidrog til den gode stemning, og som Vagn Anders hjalp med at løfte med sin musik.

Med stor begejstring kan vi allerede nu meddele, at takket være Østifternes generøse bidrag, får vi fornøjelsen af at have Southern Comforts til at underholde os den 4. september! Vi har i lang tid kæmpet for at finde midler til underholdning, så vi kan fastholde den lave pris for vores arrangementer, og denne donation giver os endelig noget at arbejde med.

Endnu en gang en kæmpe tak til Østifterne for deres fantastiske bidrag og til alle jer, der var med til at gøre torsdag aften til en uforglemmelig oplevelse. Vi glæder os allerede til at se jer alle til næste fællesspisning!